Fund

I 2008 rejste jeg for første gang til Grønland som en del af min researchfase til en prisudstilling på Trapholt og Kunstindustrimuseet. Det kom der en meget personlig udstilling ud af.

Indre billeder flimrer forbi i en uendelig strøm. Forestillinger og drømme, forvrænget af øjeblikkets begrænsede indsigt.
Objektivt set…. Findes det ikke kun i fantasien, i utopiens ideal?
Jeg tog til Grønland med opvæksten med min grønlandske mor i rygsækken. Og fandt hendes ungdoms land.
Jeg tog til Grønland med alle mine forbehold og mine personlige skyklapper ihærdigt vedligeholdte, alle de billeder jeg havde af skøn natur, social armod, klasseskel og det fantastiske oprindelige folk, naturfolket. Men jeg kom hjem oplyst af mine oplevelser.
Oplyst. Det konkrete møde fejer forestillinger væk. Det var der alt sammen, men det var alligevel helt anderledes. Jeg var dansker, da jeg tog af sted, men da jeg kom hjem, var jeg også grønlænder.
Jeg var af sted i tre uger i tre byer. Besøgte familie og lærte spændende mennesker at kende. Samlede materialer på min vej, fund og køb. Fotograferede undervejs naturen og byen. Zoom ud, zoom ind, fra det overordnede syn, til fokus på detaljen.
Fundene er løsrevet fra deres egentlige kontekst, og får ny mening i en smykkesammenhæng. Jeg har arbejdet med at få lag frem i smykkerne, som det står frit for at tolke på eller lade være.